Inden for den systemiske processkabelse opfatter vi mennesket som en del af en større sammenhæng/et større system, med hvilket det kommunikerer og er i evig interaktion. Dette større system er et organiseret hele, hvor alt hænger sammen og øver indflydelse på hinanden, og hvor selvorganiserende kræfter sørger for systemets overlevelse. Systemet er i evig forandring - fra øjeblik til øjeblik, og det har de fornødne ressourcer, der er nødvendige for at lykkes. Det bærer løsningerne i sig selv.

Det eneste, som systemet behøver for fortsat at være i bevægelse og udvikle sig, er de selvorganiserende kræfter samt oplysninger om sig selv og den verden, der omgiver det. Systemet skal så at sige kunne opfatte sig selv og den kontekst, der omgiver det. Det gør sig gældende, uanset om systemet er en virksomhed, et menneske eller et andet levende væsen.

Systemets opfattelse er subjektiv, og det kan skabe virkeligheden ved at opfinde/konstruere den (systemisk-konstruktivistiske ideer). Alternativt kan det vælge at være åben for det, der er. Det vil sige at lade virkeligheden virke på sig/opdage den (fænomenologisk tilgang).